Kurser

Basale Kirurgiske Færdigheder
En hver kirurg med respekt for sig selv, skal kunne binde en ordentlig håndknude!

Dette er et kursus til dig, som gerne vil lære at binde ethånds, tohånds og glideknuder.
Lægerne står klar til at undervise, og vil ydermere instruere i, hvordan man benytter knudeteknikkerne og ligerer kar.

Der er 14 kursuspladser, og tilmeldning kræver SAKS medlemsskab

Kursusafgift: 50 kr.

Sutur 1
Hvis du vil være top klar til TKO, CEKU eller bare støve dine håndarbejdskundskaber lidt af, skal du med på Sutur 1!

Lægerne står klar til at instruere dig bl.a. hvordan du plejer forskellige typer af sår. Du får gode tips til anlæggelse af lokalbedøvelse, lærer at håndtere kirurgiske instrumenter, at tage sterilhandsker på korrekt, hvilke suturer du skal bruge hvornår – og så lærer du selvfølgelig at sy
– både enkeltsting og fortløbende!

Der er 21 kursuspladser, som hver koster 50 kr.
SAKSmedlemsskab er et krav

Sutur 2

Dette er et kursus for dig, som har tidligere erfaring med suturering fx SAKS’ sutur 1 kursus, FADLs eller CeKUs tilsvarende kurser.
Du skal vide, hvordan man bruger instrumenterne, men du behøver ikke nødvendigvis at kunne huske alt fra sutur 1.

Til dette kursus står lægerne klar til at instruere dig i bl.a. intrakutan sutur og gentoftesutur. Derudover har underviseren nogle sjove teknikker, som de arbejder med indenfor deres speciale, som de præsenterer for os.

Der er 21 kursuspladser (kræver SAKS medlemsskab, samt sutur 1 eller anden, tilsvarende erfaring).
Det koster 50 kr.

Ledundersøgelse
Skal du også lige have finpudset Lachmans test? – Og generelt bare din teknik vedrørende den kliniske anatomi?

Kære medlemmer på 3. semester og andre interesserede
SAKS afholder et ledundersøgelseskursus rettet mod den mundtlige eksamen i hoved, hals & bevægeapparatet på 3. semester.

Det koster den nette sum af 20,-, og man skal være medlem for at kunne deltage.

Skadestuekirurgi
Kom med til en fed weekend med masser af hands on, håndgreb og fed undervisning om alt fra klassiske frakturer til sjældne insektstik.

Teorien vedrørende skadestue-kirurgi kommer til at foregå illustrativt og med praktiske eksempler fra skadestuen (billeder, røntgen, CT, MR, UL). Der lægges vægt på den kliniske vurdering af patienten især i differentialdiagnostisk øjemed. Ideen er et praktisk, case-orienteret kursus, som giver kursisterne så meget hands-on arbejde som muligt. Den praktiske del af undervisningen demonstreres først af underviseren, og dernæst går deltagerne sammen to og to for at afprøve håndgreb.

Plastikkirurgi
Er du interesseret i plastikkirurgi?
Nu får du chancen for at lære ALT, hvad du behøver inden for dette speciale!

Dette er et kursus for dig, som har tidligere erfaring med suturering fx SAKS’ sutur 2.
Du skal vide, hvordan man bruger instrumenterne, men du behøver ikke nødvendigvis at kunne huske alt fra sutur 1 og 2.

Til dette kursus vil der blive arbejdet med fx intrakutan sutur og gentoftesutur. Derudover vil underviserne vise særlige teknikker fra specialet, f.eks. lap-plastikker og andre seje suturteknikker.